Gode råd

Sådan skriver du et CV

I et CV er det vigtigt at skrive personoplysninger (navn, fødselsdato og adresse) og kontaktoplysninger (telefonnummer og mail adresse). Derudover skal et CV indeholde en oversigt over uddannelser med uddannelsesstedets navn, uddannelsen, og tidsrum for uddannelsen i kronologisk rækkefølge med det seneste først. En liste over arbejdserfaring er også vigtig. Igen skal du huske arbejdspladsens navn, stillingen og tidsrum for stillingen i kronologisk rækkefølge med det seneste først. Herunder bør arbejdsopgaverne under stillingen beskrives. En god ide er at specificere, hvorfor du stoppede.
Endvidere kan det være nyttigt at oplyse om dine IT kundskaber, hvilke sprog du mestrer og i hvilket omfang, samt oplyse om diverse ekstra kurser, du har haft, og om du har kørekort og bil, hvis dette er relevant for jobbet. Et professionelt billede er en god ide, men ikke obligatorisk. Til sidst er det en god ide med et kort afsnit om dine fritidsinteresser og personlige forhold.

Sådan skriver du en ansøgning

Formålet med en ansøgning er at fortælle kort og præcist, hvorfor du er den rette til opgaven. En ansøgning er som regel ikke længere end en A4 side, gerne kortere, og det er vigtigt altid at huske person- og kontaktoplysninger. Ansøgninger kan deles op i to grupper: opfordret og uopfordret. Ansøgningen er vigtig, for den viser hvor motiveret du er for at få jobbet.

Opfordret:

Opfordret ansøgning vil sige, at du søger en bestemt stilling, som er blevet slået op af et givent firma. Fordelen her er, at du ved hvilke forventninger firmaet har, og du kan hurtigt finde ud af, om du lever op til disse. Til gengæld er der oftest mange der søger dette job, og det gælder derfor om at stå ud af mængden. Det er vigtigt at forklare kort og præcist, hvorfor og hvordan du lever op til de forventninger firmaet har til jobbet.

Uopfordret:

Ved uopfordret ansøgning er der ikke et decideret jobopslag at forholde sig til, her er man nødt til at forholde sig til den enkelte virksomhed, man ansøger hos. Du har dog som regel en ide om hvilket job du ville være god til, og her gælder det så om at sælge sig selv. Det gør du igen ved samme fremgangsmåde som ved opfordret, men du er her nødt til bare at fremhæve alt det bedste ved dig. Formålet er at få dem til at indse, at de står og mangler dig i deres firma, selvom de troede, at de havde alle de medarbejdere, de havde brug for.
Generelt er det vigtigt, at du uddyber din motivation for at søge jobbet, og derefter beskriver præcis de kompetencer du har, som er relevante i forhold til jobbet. Det er ikke nok at skrive, at du har diverse kompetencer. En god ide er at uddybe, hvordan du har opnået denne kompetence og gerne komme med konkrete eksempler på hvornår du har udvist denne.

Hvis du har nogle spørgsmål til et jobopslag eller job er de fleste virksomheder oftest åbne overfor at man ringer og stiller spørgsmål.